Zen og kvantefysik. - Overraskende sammenhænge mellem videnskab og østlig filosofi. #889678

Mødet mellem zenfilosofi og kvantefysik er ikke bare et kuriøst møde mellem øst og vest, mellem spiritualitet og videnskab. I stedet er det en mulighed for en dybtgående dialog mellem to verdensbilleder, der, selv om de er født i radikalt forskellige sammenhænge, på hver deres måde er kommet til at stille de samme grundlæggende spørgsmål om virkelighed, perception og bevidsthed.
Zen-munken vandrer i haverne i Kyoto. Fysikeren vandrer rastløst rundt i laboratorierne i Genève. Begge søger svar, begge omfavner mysteriet. Mester Eihei Dōgen skriver i det 13. århundrede i sin "Shōbōgenzō", at "Vejen er grundlæggende perfekt og gennemtrænger det hele. Men hvem anerkender den?" Et par århundreder senere siger Niels Bohr, en af kvantefysikkens ophavsmænd: "Den, der ikke er overrasket over kvanteteorien, har ikke rigtig forstået den." Der er en identisk nødvendighed i disse to sætninger: Virkeligheden er aldrig, hvad den ser ud til ved første øjekast. Udseendet bedrager, sandheden er skjult under sædvanens slør.
Zen-filosofien dyrker paradoksets kunst. Dens kōan nedbryder almindelig logik og åbner for glimt af stilhed. Kvantefysikken taler et sprog med eksperimenter, der modsiger den sunde fornuft. I 1927, i Solvay, udfordrer Einstein Bohr: "Gud spiller ikke terninger med universet." Men virkeligheden svarer med partiklernes uforudsigelighed, med det mysterium, at observatøren ændrer den observerede verden. Laboratorier bliver til templer, og meditation ligner en rejse ind i det usynlige.
Der er en tynd tråd, som på tværs af århundreder og kulturer binder zenklosteret og det videnskabelige laboratorium sammen. Begge hylder usikkerhed. Begge sætter spørgsmålstegn ved dogmer. Zen inviterer en til at droppe ordene og leve af direkte erfaring. Kvantefysikken afslører kategoriernes stivhed og viser, at atomet, tiden og endda rummet ikke er absolutte, men derimod foranderlige og relationelle.
Heisenberg, faderen til usikkerhedsprincippet, fandt trøst i orientalsk læsning. Schrödinger læste de indiske upanishader og mediterede over begrebet enhed. Fysikeren Fritjof Capra, som i 1970'erne rejste mellem Indien og Amerika, skrev "The Tao of Physics" og fortæller om en kosmisk dans, der omfatter partikler og mediterende, forskere og munke.
I dag er dialogen ikke begrænset til bøger. Vestens zen-templer er vært for videnskabsfolk på retræte. Grænselaboratorier inviterer filosoffer og mediterende. I Genève, på CERN, flettes spørgsmål om universets oprindelse sammen med dilemmaer, der minder om zen-meditation: Hvem observerer, hvem bliver observeret?
Dette er historien om en tavs, men kraftfuld dialog. Det er historien om mænd og kvinder, der turde tænke det usynlige, sætte spørgsmålstegn ved det absolutte og byde usikkerheden velkommen. Zen-filosofi og kvantefysik er på hver sin måde to nøgler til at åbne den samme dør. Bag denne tærskel er tomhed ikke fravær, men uendeligt potentiale. Virkeligheden er ikke én, men mangfoldig. Forbløffelsen på bliver til metode, og enkelhed viser sig at være den sværeste af alle præstationer.