Kvantefysik og universets bevidsthed. Anden udvidet udgave. - Dobbeltspalte-eksperimentet, overlejringen, sammenfiltringen. Behovet for bevidste observatører for verdens eksistens. #915677

Når man taler om kvantefysik, kommer man straks til at tænke på suggestive billeder: flygtige partikler, mystiske spring, uforståelige sammenhænge. Men den fascinerende revolution, der blev indledt i det 20. århundrede af videnskabsmænd som Niels Bohr, Werner Heisenberg og Erwin Schrödinger, stoppede ikke ved ligningerne. Den har rystet vores overbevisning om forholdet mellem materie og bevidsthed, mellem observatøren og det observerede univers.
Det spørgsmål, der har optændt fysikere og filosoffer i årtier, er overraskende: Ville universet eksistere, hvis der ikke var bevidste observatører? Allerede i 1931 sagde Max Planck: "Jeg betragter bevidstheden som grundlæggende. Alt, hvad vi taler om, alt, hvad vi betragter, eksisterer kun takket være bevidstheden."
Denne opfattelse fandt grobund i det 20. århundredes kvantefænomener. Dobbeltspalteeksperimentet, der blev udført for første gang af Thomas Young i 1801 og genfortolket i kvantemæssig forstand, viser, hvordan en partikel ændrer sin adfærd, når den observeres. Ifølge nogle fysikere forbliver virkeligheden i en ubestemt og probabilistisk tilstand uden en bevidst observatør.
Et andet nøglebegreb er kvanteforvikling. Når to partikler er forviklede, medfører enhver ændring i den ene partikel øjeblikkeligt en ændring i den anden, uanset afstanden. Siden 1980'erne har eksperimenter som Alain Aspects ved Universitetet i Paris bekræftet, at forvikling er reel. Budskabet synes klart: I hjertet af virkeligheden er alt forbundet. Selv bevidstheden synes at være en del af dette universelle netværk.
David Bohm, fysiker og elev af Einstein, foreslog i 1980'erne, at universet er et super-ologram, en sammenhængende struktur, hvor hver del indeholder information om helheden. Bohm hævdede, at den menneskelige bevidsthed er knyttet til denne universelle struktur. "I universets dybde," skrev Bohm, "findes der en implicit orden, en grundlæggende enhed, der omfatter materie, sind og bevidsthed."
Det er et perspektiv, der genklanger gamle østlige filosofier. I buddhismen og hinduismen har man i årtusinder lært, at det individuelle selv er en del af en kosmisk bevidsthed. I 1950'erne formulerede filosofen Carl Jung i Zürich begrebet det kollektive ubevidste: en dimension, hvor tanker, minder og arketyper cirkulerer i en slags platonisk "ideerum", der ligger uden for den enkelte bevidsthed.
I dag virker det reduktionistisk at hævde, at bevidstheden blot er et produkt af hjernen. Kvantefysikken har fået nutidige tænkere til at revurdere de metafysiske rødder af virkeligheden. Roger Penrose har siden 1990'erne hævdet, at den menneskelige bevidsthed er forbundet med kvanteeffekter i neuronernes mikrotubuli.
Måske er universet, som den store fysiker John Archibald Wheeler foreslog i 1980'erne, participatorisk. Selve handlingen at observere bidrager til at forme virkeligheden. Det spørgsmål, som denne anden udgave tager udgangspunkt i, er enkelt og foruroligende: er vi deltagere i en universel bevidsthed?
Uanset om det drejer sig om mystiske visioner i Indien eller eksperimenter i hjertet af Vesten, fortsætter kvantefysikken med at antyde, at verden ikke eksisterer uden en bevidsthed, der kan observere den. Og at den menneskelige bevidsthed måske kun er en gnist af universets store bevidsthed.