Entanglement og synkronicitet. Anden, meget udvidet udgave. - Carl Jungs synkronicitet og de overraskende egenskaber ved kvantefysikken. Psyke og materie mødes. #927305

Forestil dig to partikler, adskilt af kilometer, endda lysår, der er i stand til at påvirke hinanden øjeblikkeligt, som om en mærkelig usynlig tråd binder dem sammen gennem tomrummet. Albert Einstein definerede denne egenskab ved universet med en smule skepsis som "spektral handling på afstand". Det var i 1935, og selv de mest visionære fysikere fornemmede, at ideen om entanglement udfordrede al sund fornuft. Men det var ikke en fantasifuld opfindelse. Tværtimod var det en direkte konsekvens af kvanteteorien, et område inden for fysikken, der var opstået få årtier tidligere blandt de oplyste videnskabsmænd i Europa i begyndelsen af det 20. århundrede.
Entanglement er kernen i et af de største mysterier i moderne fysik. Men det minder om et andet, langt ældre, men lige så provokerende begreb: Carl Gustav Jungs synkronicitet. Jung, psykiater og grundlægger af den analytiske psykologi, beskrev synkronicitet som en "meningsfuld tilfældighed", en ikke-kausal forbindelse mellem forskellige begivenheder, der synes at genlyde i en slags hemmelig harmoni. Kunne vi måske vove at se kvanteentanglement som et overraskende videnskabeligt ekko af Jungs intuitioner?
Denne bog bevæger sig mellem videnskab og filosofi, mellem empiriske data og overraskende intuitioner. Den giver stof til eftertanke, der rækker ud over det håndgribelige og ind i fascinerende og endnu uudforskede områder. Forfatteren opfordrer læseren til at gøre det, som store hjernevægte altid har været i stand til: at observere det usædvanlige i det almindelige for at få et glimt af det ekstraordinære.
I dag, hvor laboratorierne giver os matematiske beviser på utrolige vidundere, får vores menneskelige instinkt os til at spørge os selv, om der er noget mere. Måske er der, som den store fysiker David Bohm mistænkte, en implicit orden i universet, som vi endnu ikke fuldt ud kan forstå. Bohm foreslog, at ikke-lokalitet, et grundlæggende princip i kvantefysikken, kunne være en nøgle til at genfortolke forbindelsen mellem sind og kosmos.
Når man taler om kvanteforvikling, kommer man næsten uundgåeligt ind på metafysik. Nogle forskere (eller måske ville det være mere passende at sige  "nogle oplyste sind")  har i kvantefelterne set grundlaget for at forklare ekstrasensoriske perceptioner. Det er bestemt en glidende grænse, men ikke uden charme.
Det er ikke tilfældigt, at der i mange mystiske traditioner, fra Østen til Vesten, er henvisninger til energifelter, der forbinder alle ting. Tænk på begreberne "prana" i indisk filosofi eller "qi" i kinesisk filosofi. Kvantefysikken synes på en måde at antyde, at disse ideer ikke kun er poetiske moraler, men fragmenter af en fysisk sandhed, der endnu ikke er afkodet.
I en tid, hvor teknologisk desillusionering synes at dominere, og intet længere forbløffer os, minder et emne som entanglement os om, at mysteriet ikke er forsvundet. Mysteriet er blot blevet flyttet længere frem: det er gået fra myter og legender til laboratorieeksperimenter. Måske fordi der, som kvanteentanglement antyder, ikke længere er et "her" og et "der", et "før" og et "efter". Måske er alt forbundet. Og i denne forbindelse kan vi måske genfinde den forundring, vi havde mistet.