Vanemennesker #941376

Titus Bøg vågnede en morgen og var ked af at være et vanemenneske.
Af hans bevidsthed var natten endnu ikke veget. Hans sind var friskt af drømmenes lette luft, lignede et vandspejl, der sitrer og gnistrer under usynlige vindpusts lunefulde kast. Og han mindedes to kære, ukendte øjne, der havde strålet over ham.
Med ét lå dagen for ham, skarp af sol, der trængte stærk og osende gennem støvede grå gardiner. Han så omkring sig i stuen vanelivets hundred småting, der ventede på, at han skulle behandle dem som alle dage tilforn.
Tøjet hang børstet over stoleryggen. Vandstellet stod rede. Den friske manchetskjorte ventede i linnedskuffen. Foran spejlet skulle han som sædvanlig hæfte flip på knap og spænde slips om flip, børste tænder og rede sit hår i den vante frisure.