Himmelskibet #941372

Ercole Sabene bar den altid i sin erindring. I dens dyb vuggede han sine blideste drømme. Søen i det gamle krater var i sig selv en drøm. Som skinnende kviksølv på bunden af en grøn jade-skål lå den dybt nede og smilede blindt op imod himlen. Et spejl, Diana havde tabt. Dugget af pustet fra en usynlig mund, riflet af en guddoms åndedrag, blinkende af selve det solgyldne blå, der hviler over jorden som et brustent blik.
Det var jo ikke vind eller brise, der furede vandets følsomme hud. Det var luften selv, der glippede som et låg over søens øje. Søen blinkede sin sjæl op fra en bund på hundrede favne. Kølig og lind, grøn og blid fyldte den perlerunde sø det lukte krater, hvor for tusinder år siden underverdenen havde plasket sin røde ild op mod himlen, læsket af flydende granit og basalt. Jordskorpens glødende sår havde snerpet sig sammen, lavaen var størknet til en kumme, hvori bjergrandens talløse kilder samlede sig til en sø. Bollen, der havde brændt af sydende flammer, fyldtes af vandets kølige fred, hegnedes af druehaver, der hver sommer rakte deres klaser højt på de pyramidestillede stænger.