Øen #934625

Øen er et land for sig. Stridbar mod fjender – gæstfri mod fremmede, så højnes den her i det blågrå bælt. Med gule klinter og grønne klinter – med bakkedrag, småsøer. Og en lille by på bakken. – Ingen skov, næppe et træ, som kan skygge over en hytte.
Skønt øen er fast med landet ved en kørevej – der kan skylles over af højvande – så er den dog en ø: ved århundreders hævd som et land, der ikke er noget andet ligt.
Øboerne er et folk. De har det hjemsted, som aldrig holder op at drage dem, hvor langt de end farer ud. Gerne farer de ud: det store land er eventyrets – de fremmede pladser huser opfyldelsen af de dunkle håb, bølgerne førte til øen og ind i øboens sind.
Øboen – om han end svigter Guds og alle landets love: øen bliver han tro. Den er ham en kærlig trøster, hos hvem han kan kaste sine skuffede håb og læge sine hjertesår.
En andagt over hele hans liv!